Skip to main content
6. maj 2025

90-års jubilæum giver længere rejsetid på Den Nye Lillebæltsbro

Trafikanter skal forberede sig på lidt ekstra rejsetid hen over Den Nye Lillebæltsbro lørdag den 10. maj, når Den Gamle Lillebæltsbro bliver spærret i anledning af broens 90-års jubilæum.

Af: Vejdirektoratet | Foto: Vejdirektoratet
Pressemeddelelse

Trafikanter, der skal over Den Nye Lillebæltsbro lørdag den 10. maj, skal regne med, at turen kan komme til at tage lidt længere tid, end den plejer.

Her afholder Banedanmark, Fredericia og Middelfart kommune sammen med Bridgewalking Lillebælt nemlig 90-års jubilæum for broen samt 10-års jubilæum for Bridgewalking. På grund af festlighederne vil Den Nye Lillebæltsbro være påvirket fra klokken 9.00 til 15.00.

Den Gamle Lillebæltsbro vil være spærret for biltrafik mellem klokken 9.00 og 15.00, da jubilæumsgæsterne kommer til at opholde sig på vejbanen. Broen vil stadig være åben for cyklister og gående, men bilister må i stedet benytte Den Nye Lillebæltsbro, og Vejdirektoratet forventer derfor lidt længere rejsetid på broen i denne periode.

Gode råd til trafikanter 

Vejdirektoratet opfordrer både deltagere i jubilæumsfejringen og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til deres rejse og følge Vejdirektoratets trafikråd.

For deltagere i fejringen:

  • Kører du i bil, så kør i god tid, da trafikken vil være påvirket.
  • Søg aktuel trafikinformation, før du kører, på trafikinfo.dk.
  • Hold dig orienteret og hør DR P4 Trafik, mens du kører.

For øvrige trafikanter: 

  • Forvent kødannelser i området omkring Den Nye Lillebæltsbro og sæt ekstra tid af til turen. Trafikken vil være påvirket mellem klokken 8.00 og 15.00.
  • Den Gamle Lillebæltsbro er spærret mellem klokken 9.00 og 15.00.
  • Fællesstien på Den Gamle Lillebæltsbro er åben for fodgængere og cyklister.
  • Søg aktuel trafikinformation før du kører på trafikinfo.dk.
  • Hold dig orienteret, og lyt til DR P4 Trafik, mens du kører.

For rejsende med kollektiv trafik: 

  • Vær opmærksom på omlægninger af busruter i området.
  • Tjek din rute på Rejseplanen.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Læs mere om Lillebæltsbroens 90-års jubilæum