16. april 2026

|

Pressemeddelelse

Fredericia fastholder plads i top 10 - blandt Danmarks bedste studiebyer 2026

Fredericia er igen blandt Danmarks bedste studiebyer og indtager i 2026 en 10. plads i studentum.dk’s kåring af Årets studieby. Efter sidste års debut i top 10 viser byen, at Fredericia fortsat er en attraktiv studieby med stærke rammer for studerende.

Fredericia fastholder plads i top 10 - blandt Danmarks bedste studiebyer 2026
Af: studentum.dk | Foto: LokalNyt Fredericia

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Kåringen tager udgangspunkt i det, studerende selv vægter højest, når de vælger studieby. Her markerer Fredericia sig særligt med et stærkt socialt miljø, høj faglighed og gode karrieremuligheder - faktorer, der har stor betydning både under og efter studiet.
En by med plads til det sociale
Fredericia indtager en flot 2. plads i socialt miljø, hvilket vidner om en studieby, hvor det er nemt at blive en del af fællesskabet. Den mindre størrelse skaber korte afstande - både fysisk og socialt - og giver gode rammer for et tæt studiemiljø og en hverdag, hvor det er nemt at engagere sig i både studiegrupper og sociale aktiviteter. Samtidig klarer Fredericia sig stærkt på faglighed med en 5. plads. Det peger på et studiemiljø med engagerede undervisere og gode muligheder for sparring og faglig fordybelse undervejs i studiet. Fredericia placerer sig også på en 5. plads i karrieremuligheder, hvilket understreger, at byen ikke kun tilbyder en god studietid – men også gode muligheder bagefter. Et stærkt erhvervsliv og samarbejde mellem uddannelser og virksomheder giver gode muligheder for praktik, studiejob og netværk. Studietiden handler dog også om oplevelser uden for undervisningen, og her klarer Fredericia sig flot med en 6. plads i kultur, sport og fritid. Det understreger, at byen tilbyder en studieoplevelse med balance mellem studier, fællesskab og fritid. Med endnu en placering i top 10 markerer Fredericia sig som en studieby, der fortsat er værd at holde øje med. Kombinationen af stærkt fællesskab, høj faglighed og gode muligheder efter studiet gør Fredericia til et attraktivt valg for studerende, der ønsker en studieby med både nærvær og perspektiver for fremtiden.
De unge har fortsat fagligheden i fokus
Fagligheden er endnu engang den vigtigste faktor for de kommende studerende, når de skal vælge studieby. Det viser svar fra 962 respondenter, der har svaret på studentum.dk’s nyeste studievalgsundersøgelse. Derudover er det især det sociale liv på studiet samt transportmulighederne og muligheden for at finde en billig bolig, der har indflydelse på, hvor de unge vælger at studere.
Her er Danmarks 10 bedste studiebyer i 2026
Forud for kåringen har studentum.dk adspurgt unge over hele landet, når det kommer til valget af kommende studieby. Det har resulteret i ti parametre, som studiebyerne er blevet bedømt ud fra. I årets undersøgelse er der tale om følgende parametre: Faglighed, socialt miljø, gode transportmuligheder, billig bolig, studiejobs, gode karrieremuligheder, kultur-, sports- og fritidsaktiviteter, uddannelsesmuligheder, byliv samt følelsen af tryghed.
Danmarks ti bedste studiebyer i 2026:
  1. København
  2. Aarhus
  3. Aalborg
  4. Odense
  5. Esbjerg
  6. Tønder
  7. Frederikshavn
  8. Herning
  9. Kolding
  10. Fredericia
Fra studentum.dk skal der lyde et stort tillykke til København, som igen i år indtager førstepladsen som Danmarks bedste studieby, samt til de øvrige byer i Top 10.
Hos studentum.dk er vi stolte over igen i år at kunne kåre Årets studieby i Danmark. I 2026 har vi åbnet undersøgelsen op, så endnu flere studiebyer er blevet en del af kåringen. Det giver et mere retvisende billede af, hvor mange stærke studiemiljøer der faktisk findes på tværs af landet. Årets resultater viser tydeligt, at gode studieoplevelser ikke kun findes i de største byer. Flere byer markerer sig stærkt på både faglighed, studieliv og karrieremuligheder, og det understreger, at der er mange veje til det gode studieliv. Med kåringen ønsker vi at inspirere de unge til at se bredere på deres muligheder og finde den studieby, der passer bedst til dem, fortæller Tine Dührr, Communications Manager ved KeystoneEducation Group Danmark.
Nye byer på listen
I år har studentum.dk ændret kriterierne for, hvad der definerer en studieby. Tidligere skulle en by have mindst en uddannelsesinstitution med minimum fem videregående uddannelser. I 2026 er kriteriet at der blot skal være minimum en videregående uddannelsesinstitution i byen/kommunen. Samlet set, betyder det, at de i år har undersøgt 42 studiebyer i forbindelse med kåringen af Årets studieby 2026. Her har flere af ”de nye” byer gjort sig særligt bemærket i flere af parametrene. Eksempelvis træder Tønder direkte ind i undersøgelsen med en 2. plads i faglighed og en imponerende 1. plads i socialt miljø. Det understreger, at mindre studiebyer ofte kan tilbyde stærke faglige rammer kombineret med et tæt og inkluderende studiemiljø, hvor det er nemt at blive en del af fællesskabet. De har valgt at ændre deres kriterie, for at tilgodese flere mindre studiebyer, da kåringen altid har haft fokus på, at netop de mindre studiebyer også har meget at byde på.
Event Information