Krigen i Europa og den øgede risiko for blandt andet sabotage, cyberangreb og andre trusler mod samfundets sikkerhed stiller nye krav til Danmarks beredskab. Derfor skal Hjemmeværnets soldater træne og være klar til hurtigt at kunne støtte Forsvaret, politiet, kommuner og andre myndigheder, hvis en alvorlig krise eller ekstraordinær hændelse skulle opstå.
Det sker under Aktiveringsøvelse Blåtand, som gennemføres fra den 1.-4. oktober 2026 på tværs af Jylland og Fyn.
Tusindvis af frivillige soldater deltager i øvelsen, hvor de blandt andet skal træne bevogtning af samfundskritisk infrastruktur, patruljering samt beskyttelse og bevogtning af jordbaseret luftforsvar.
Hvordan påvirker det dig?
Et af formålene med øvelsen er at skabe synlighed og vise Hjemmeværnets evne til hurtigt at kunne løse opgaver til støtte for samfundets sikkerhed. Derfor kan borgere forvente at møde soldater i lokalområdet og opleve øget militær aktivitet i bybilledet.
Aktiviteter vil blandt andet finde sted i følgende byer og områder:
- Kolding
- Hedensted
- Fredericia
- Skanderborg
- Vejle, herunder Frederiks Håb Plantage
- Billund
- Give
- Grindsted
