12. november 2026

ASK WHY? - Må man være kritisk over for staten?

Hvad ville du gøre, hvis din hverdag ændrede sig fra den ene dag til den anden? Det spørgsmål grublede næsten 300 elever fra Fredericia Kommune over torsdag den 12. november 2026 i den lokale biograf Panorama.

ASK WHY? - Må man være kritisk over for staten?
Af: Sophie Helsinghoff Kaasing | Foto: ASK WHY? Docs

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I Myanmar ændrede hverdagen sig markant i 2021, da militæret greb magten og kastede landet ud i en blodig borgerkrig. Det fik eleverne et særligt indblik i gennem dokumentarfilmen Myanmar Mareridt. Filmen skildrer livet i Myanmar, hvor Susu og hendes familie lever et stille liv. Børnene går i skole, og forældrene passer deres gård. Men da borgerkrigen bryder ud, ændrer deres liv sig fra den ene dag til den anden. Familiens frihed bliver berøvet, og de tvinges på flugt fra deres hjem. I de følgende år vidner vi om deres konstante frygt og desperate kamp for at finde sikkerhed.

Med filmen fik eleverne indblik i en af de mørkeste perioder i Myanmars nyere historie, og det gav dem noget at tænke over. Christian fra Fredericia Realskole fortæller:

Selve situationen i Myanmar overraskede mig meget, for jeg har aldrig hørt noget om militærstyret før.

Bag arrangementet står ASK WHY? Docs, en del af NGO’en THE WHY Foundation, der producerer og distribuerer dokumentarfilm. ASK WHY? Docs rejser Danmark rundt og viser dokumentarfilm om menneskerettigheder og demokrati for unge. Hver filmvisning bliver efterfulgt af en debat mellem eleverne og en gæst, der har en personlig relation til filmen. Hvert skoleår bliver eleverne inviteret ind i biografen tre gange, hvor de ser tre forskellige film og møder tre forskellige gæster.

Besøget i Panorama var skoleårets andet. Det fik Christian, der har deltaget i flere skoleår i træk, til at reflektere over forløbet:
“Det fede ved ASK WHY? Docs er, at man får mulighed for at høre om nogle emner, der ellers ikke bliver talt så meget om. Både denne gang, hvor det handler om borgerkrigen i Myanmar, men også tidligere, hvor vi for eksempel så en film om en ung mand, der flygtede fra Mellemøsten til Danmark. I medierne hører man ofte bare om, at folk ankommer til Danmark og måske skaber problemer, men det betød meget at høre om selve flugten gennem Europa og alt det, der er på spil.”

Som altid stod filmen ikke alene. Dagens gæst var Kasper Stensgaard, producer på Myanmar Mareridt, der tidligere har boet i Myanmar. Oprindeligt skulle dokumentaren følge en piges vej fra pige til nonne og tilbage igen, men da militæret tog magten, ændrede filmen karakter. Kasper fortalte de unge, hvordan optagelserne måtte foregå i skjul med hjælp fra en undergrundsjournalist, og hvordan han selv af sikkerhedsmæssige årsager forlod Myanmar og flyttede til Danmark.

Det fik eleverne i biografsalen til at spærre øjnene op, og fik Christian til at tænke på sin egen virkelighed i Danmark:

I Danmark behøver vi ikke at frygte, at der pludselig står 15 bevæbnede soldater i vores stue og tjekker, om vi siger noget, der er kritisk over for staten.

Kaspers historie ramte ikke kun Christian. Det fik også hans klassekammerat, William fra Fredericia Realskole, til at tænke:

Filmen fik mig til at tænke over, at jeg har et hjem, hvor jeg kan være i sikkerhed og føle mig tryg. Det har de jo ikke i filmen, hvor familien hele tiden skal flygte, altid har frygt og aldrig kan være alene.

Retten til at spørge

Spørgsmålet i overskriften kan i Danmark besvares med et enkelt ja. Det er ikke i sig selv en nyhed for eleverne, men det er netop den pointe, ASK WHY? Docs gerne vil have dem til at mærke. I Danmark må vi gerne stille spørgsmål, være uenige og udfordre dem, der har magten, men det er ikke en selvfølge alle steder i verden.
Når unge møder en film som Myanmar Mareridt og taler med en, der selv har oplevet konsekvenserne, bliver demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed mærkbart for eleverne og til noget, man kan sætte pris på.

Eleverne i Fredericia ser ASK WHY? Docs igen senere i skoleåret, når de besøger Panorama for tredje og sidste gang.

Nøgleord
DebatUndervisning
Event Information