24. februar 2026

|

Pressemeddelelse

En film der ikke skal ses: Gratis film og klassisk koncertoplevelse for blinde og seende

Hvordan opleves en film, når man ikke kan se? Filmholdet bag kortfilmen “Ser Du Nogen?” og Dansk Blindesamfund inviterer til et særligt arrangement med filmpremiere, flygelkoncert og samtale.

En film der ikke skal ses: Gratis film og klassisk koncertoplevelse for blinde og seende
Af: Dansk Blindesamfund | Foto: Canva

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Den 25. februar 2026 fra kl. 16.00 til 17.45 danner Fuglsangcentret i Fredericia ramme om en filmvisning med professionel synstolkning, en klassisk koncert og en samtale om kunst, tilgængelighed og livet med synshandicap. Arrangementet er en del af Dansk Blindesamfunds årlige vinterhøjskole, og helt ekstraordinært er der åbnet for, at 60 gæster udefra kan deltage – helt gratis. Filminstruktør David S. Andersen, blindekonsulent Trille Uldall-Spanner og koncertpianist Claus Kilpatrick vil i samarbejde med Dansk Blindesamfund skabe en unik film- og koncertoplevelse for både personer med og uden synshandicap. Kortfilmen ”Ser Du Nogen” handler om en ung pige der bliver forelsket i sin blinde kvindelige klaverunderviser og vises med synstolkning, så alle i salen får en fælles filmoplevelse. På rollelisten ses blandt andre Ida Skelbæk-Knudsen, Ellaha Lack, Dick Kaysø og Andrea Vagn Jensen. Filminstruktøren ser arrangementet som en mulighed for at udfordre, hvordan vi tænker kultur:
En film er ikke nødvendigvis noget, man skal kunne se, men noget, man kan mærke. Vi vil gerne invitere både ikke seende og seende ind i et rum, hvor oplevelsen er fælles, og hvor sanserne spiller sammen på nye måder, siger Andersen.
Mads Brix Monggaard, medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og ansvarlig for fritid og kultur, tilføjer:
Det her er et eksempel på, hvordan kultur kan være inkluderende uden at gå på kompromis med kvaliteten. Repræsentation i kunsten er vigtig, men lige så vigtigt er det, at vi rent faktisk bliver inviteret med. Og det bliver vi her.
Efter filmvisningen vil den prisbelønnede komponist og koncertpianist Claus Kilpatrick spille værker fra filmens lydside af Ravel og Bach på koncertflygel. Slutteligt inviteres publikum til en samtale med instruktør David S. Andersen, blindekonsulent Trille Uldall-Spanner og komponist Claus Kilpatrick om livet med synshandicap og om tilgængelighed i kunst og medier.
Event Information