Skip to main content
19. december 2024

Fredericia Musicalteater og AHA Creations WICKED er solgt til udlandet

Fredericia Musicalteater og AHA Creations opsætning af musicalhittet WICKED er netop solgt til Norges største musicalproducent.

Af: Fredericia Musicalteater | Foto: Fredericia Musicalteater
PRESSEMEDDELELSE

Kort efter, at tæppet er gået ned for sidste gang på efterårets helt store anmelderroste musicaloplevelse WICKED på Fredericia Musicalteater, kan teatret løfte sløret for, at den spektakulære musical, produceret af Fredericia Musicalteater og AHA Creations, er solgt til Norges største musicalproducent Scenekvelder. Opsætningen får premiere i Oslo den 6. marts I Oslo hos Scenekvelder er Executive Producer og ejer, Karianna Jæger henrykt for at få netop denne version af WICKED på scenen. Hun udtaler:

Vi ønsket å hente Fredericias versjon til Norge, da denne versjonen av Wicked virkelig presenterer historien på en helt unik måte, som vi aldri har sett tidligere. Vi ble også meget imponerte over den spektakulære scenografien!

WICKED er det første samarbejde mellem Fredericia Musicalteater og AHA Creations, som har til formål at producere en stor musical per sæson – enten fra bunden eller en international topmusical. En rød tråd i alle forestillinger vil være stærk historiefortælling, musik i højeste kvalitet, imponerende scenografi og kostumer og de bedste kunstnere både på og bag scenen – komponenter der tilsammen skal appellere til et musicalinteresseret publikum i hele Danmark og forhåbentlig uden for landets grænser. Med det internationale salg af WICKED er der netop åbnet op for et eksporteventyr.

Teaterdirektør for Fredericia Musicalteater Thomas Bay og Kunstnerisk Direktør for AHA Creations Martin Palme Skriver udtaler sammen om salget:

Det er et kæmpe skridt for Fredericia Musicalteater og for AHA Creations at få WICKED ud i verden. Vi har længe haft et mål om at lave musicals ikke blot i kvalitetsmæssig verdensklasse, men musicals, der også kunne glæde publikum uden for landets grænser, og salget til Scenekvelder er et tydeligt bevis på, at vi er på rette vej. Vi er utroligt stolte af, hvad vi i fællesskab allerede har udrettet på de store musicalproduktioner – og vi glæder os til at fortsætte dette spændende eventyr.

Til september 2025 opsættes næste store musical i samarbejdet. Denne gang den helt nye originale musical WHAT IS LOVE – EN VI ELSKER 90’ERNE MUSICAL.

Fredericias kreative superhold bag musicalen

Opsætningen i Oslo vil se ud som den gjorde på Fredericia Musicalteater og i Tivoli – en produktion som er skabt af Fredericia Musicalteaters kreative hold, som også har stået bag de største musicalsucceser i Danmark de seneste ti år – med afsæt fra Fredericia. Instruktør Thomas Agerholm og den Reumertvindende scenograf Benjamin La Cour står bag forestillingen, som tidligere har skabt populære kæmpesucceser som Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Seebach og Shubidua – The Musical.

Musicalens mange imponerende kostumer er skabt af Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm, som begge har været med til at kreere de overdådige kostumer på de store Disney-opsætninger på Fredericia Teater. Damian Czarnecki, som senest dansede i Vild med dans på TV 2, har stået for koreografien til WICKED.

Fakta:

Om WICKED
Handlingen

WICKED er den eventyrlige fortælling om et usædvanligt venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: Elphaba, der er anderledes, fordi hun er født med grøn hud, og klassens populære og smukke pige Glinda, og om hvordan de senere bliver kendt som henholdsvis Den Onde Heks fra Vest og Den Gode Heks fra Nord. Deres venskab sættes på prøve, både fordi den samme unge prins er genstand for begges interesse, og fordi deres indstilling til den manipulerende troldmand er forskellig. Men ikke alt er som det ser ud…

WICKED – en af verdens bedst sælgende musicals nogensinde

WICKED fik premiere på Broadway i 2003, hvor den fra dag 1 slog salgsrekorder og lagde kimen til en global WICKED-hype. Forestillingen kører fortsat for fulde huse på Broadway og i West End, hvor den har spillet siden 2006, og nu har solgt over 60 mio. billetter på verdensplan, hvilket gør musicalen til den anden mest indtjenende musical i Broadways historie.

Moderne amerikansk popkultur er spækket med referencer fra musicalen i film, tv-serier og musikkens verden. Og der har netop været premiere på første del af filmudgaven med Ariana Grande i den ene hovedrolle i det, der er én af de dyreste musicalfilm i historien. Også herhjemme har vi én gang tidligere kunnet opleve Stephen Schwartz’s fabelagtige musical, hvor Det Ny Teater i 2011 triumferede med et anmelderrost publikumshit med Maria Lucia og Annette Heick i en prisbelønnet opsætning. Musikken er skrevet af Grammy-, Golden Globe og Oscarvindende legende Stephen Schwartz. Med megahits hits som “Defying Gravity”, “Popular”, “No One Mourns the Wicked” og “For Good” og samtidsrelevante teamtikker har WICKED i dag status som én af de musicals, der omkring årtusindeskiftet var med til at ændre amerikansk musicalhistorie og revitalisere den moderne musical – et vigtigt slag for at skabe musicals med stærke kvinder i hovedrollerne.