Skip to main content
16. december 2024

Her er de nye regler for fyrværkeri

Ny lov betyder, at det nu kun er tilladt at affyre fyrværkeri den 31. december og den 1. januar at hensyn til både mennekser og dyr.

Af: Rikke Hansen | Foto: Unsplash

For mange danskere hører fyrværkeri nytåret til. Men mange forbinder også lyden af brag med alt andet end en god fest. Det kan for ekempel gælde krigsveteraner, flygtninge og dyr.

Tilladt i to døgn

Derfor har regeringen afkortet affyringsperioden, så det nu kun er tilladt at affyre fyrværkeri den 31. december og den 1. januar.

Hvor reglerne før betød, at man måtte fyre raketter og batterier af, når kalenderen sagde 27. december, er det fra i år blevet indskrænket til kun to dage.

Tager hensyn

Om det nye tiltag fortæller erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse:

Mange danskere forbinder nytårsaften med et brag af en nytårshimmel, der fyldes af farver fra et væld af raketter. Og den tradition bevarer vi. Men vi har også en gruppe af mennesker, for hvem lyden af fyrværkeri vækker ubehagelige minder, og vi ved, at dyr og natur bliver påvirket af både støjen og forureningen fra fyrværkeriet. Derfor forkorter vi nu fyrværkeriperioden, så vi både kan tage hensyn til dem, der nyder fyrværkeri og til dem, der ikke gør.

Højere bøder

Den nye lov, der har indskrænket affyringsperioden, har også medført højere bøder. Hvis man som privatperson affyrer fyrværkerier udenfor den tilladte periode, står man til en bøde på 2.500 kr. Det er en forhøjelse på 500 kr. i forhold til de gamle regler.

Desuden er bødesatsen også hævet for erhvervsdrivende. Det er tilladt for dem at sælge fyrværkeri fra den 15. – 31. december, men hvis de sælger uden for denne periode, lyder bøden på minimum 10.000 kr. Det er det dobbelte af det tidligere bødeniveau.