Skip to main content
30. november 2023

Højholm Design flytter fra Bredstrup til Strib

Ellen Kirstine Højholm fra Bredstrup har overdraget sin fars livsværk, Højholm Design (Bogense Trækunst) til Crocca Brugskunst & Blomster i Strib.

Af: Marie Daugbjerg | Foto:

FORFATTER: TEKSTXPRESSEN | FOTO: JESPER SENECA

Ellen Kirstine Højholm fra Bredstrup har overdraget sin fars livsværk, Højholm Design (Bogense Trækunst) til Crocca Brugskunst & Blomster i Strib.

Fremover vil Christa Steenholdt fra Strib være eneforhandler af Bogensehesten og de unikke håndmalede julefigurer i dansk træ og dansk design fra Højholm Design, og hun er nøje udvalgt til opgaven:

Det tog mig 3 år at vælge, at det var Christa fra Crocca Brugskunst, der skulle overtage Højholm Design, fordi hun har en meget stor kærlighed til figurerne. Og så var hun ihærdig, og hun ville det bare så gerne, smiler Ellen Kirstine Højholm fra Bredstrup, der er datter af den oprindelige designer Per Henning Højholm, som i 1957 startede Højholm Design i Bogense.

Ellen Kirstine Højholm besøger jævnligt Christa Steenholdt i Strib, som nu har overtaget forhandling af de populære Højholm-træfigurer.
Bogensehesten og de buttede engle

Ellen Kirstine Højholm moderniserede sin fars figurer for nogle år siden; fx bliver figurerne i dag produceret i det smukkeste danske bøgetræ. Figurerne er desuden drejet af danske trædrejere og malet af danske malere – ikke ’Made in Taiwan’ som flere andre danske design-ikoner gør i dag.

De nye figurer er større end de tidligere, fordi de dengang oprindeligt var drejet ud af et kosteskaft, smiler Ellen.

I dag er der ti figurer i forskellige størrelser fra Højholm Design og fra priser fra 65 kr. for den mindste engel og til 1800 kr. for hele juleopstillingen.

Min far havde ikke mange penge, og min morfar drejede kosteskafter, så en dag spurgte min far min morfar, om han ikke lige kunne lave nogle i engle-størrelse. Derfor er de ældste engle mindre og tyndere end de nyere, fortæller Ellen.

Og så er de oprindelige hoveder på englene ovale, hvor de i dag er runde. Man kan i øvrigt se på træet i bunden af figuren, om den er ny eller gammel, hvis man er i tvivl. De gamle er lavet i gran og poppel, mens Ellens version er lavet til bøg.

Nyhed: Reparation og ’reservedele’

Hvis man i dag er heldig at eje en af de oprindelige figurer, der måske har fået et hak i vingen, glorien eller hovedet, så kan man nu få ’reservedele’.

Ja, Ellen og jeg blev enige om, at vi ville tilbyde reservedele til alle figurer, fortæller Christa.

De to kvinder har også gjort det muligt, at man kan få fx Bogensehesten med navn, som er blevet populært at bestille som personlig gave til dåb, fødselsdage, konfirmation eller bryllup.

I det hele taget er Ellen og Christa fælles om deres kærlighed til Højholm Design, som de unge nu også er begyndt at tage til sig og samle på.

Julestue med Højholm Design den 1. december

Christa fejrer eneforhandlingen af Højholm Design med en udendørs julestue d. 1. dec. kl. 15.00-19.00 med gløgg. Her kan man se hele Højholm-kollektionen med de buttede engle, Hellig Trekonger og Bogensehesten sammen med Christas blomster og øvrige brugskunst.

Det hele foregår på Øster Alle 49 i Strib v. Middelfart.

Bogensehesten findes i dag i fire farver og i fire forskellige størrelser.