Skip to main content
10. januar 2024

Loppesupermarked fejrer sit første år i Fredericia

Er du også hoppet med på genbrugsbølgen? Så kan det være, du skal en tur forbi Kirppu Fredericia på lørdag, hvor butikkens første fødselsdag fejres med et brag af en fest.

Af: Kirppu ApS | Foto: Kirppu Danmark Aps
PRESSEMEDDELELSE

Når Kirppu Fredericia slår dørene op til fødselsdagsfest d. 13. januar, vil det ske helt efter traditionen. Loppesupermarkedets maskot, Loppe Louie, kommer forbi og spreder glæde og god stemning med balloner og slikkepinde til børnene. Til de tørstige vil der være gratis fadøl og sodavand. Den festlige stemning sætter rammen for en særlig dag, hvor både nye og kendte ansigter kommer forbi for at gøre et godt fund eller gøre brug af fødselsdagstilbuddet på standleje.

For et år siden var det også en festdag, da Kirppu Loppesupermarked åbnede sin butik nr. 23 i Fredericia d. 14. januar. Åbningsdagen blev fejret med fest for alle nye kunder samt et rigtig godt tilbud på standleje, som gjorde at standene blev fyldt hurtigt op fra start. Og så var butikken godt i gang.

Mie Høyer, som kører butikken i Fredericia, har arbejdet på tværs af flere butikker i kæden og altid været klar på at give en ekstra hånd med, når der har været brug for det. Det gælder også butikken i Fredericia, hvor hun nu har været med siden i sommer. Hun glæder sig til butikkens første fødselsdag:

Det bliver helt sikkert en sjov dag med en masse glade ansigter, både nye som velkendte, som vil booke stande og være med til at holde en kæmpe fest. Det har været en rigtig spændende rejse at følge butikken, hvor jeg har lært kunderne bedre at kende og fået opbygget personlige bånd med standlejerne. Og netop dét, at få lov at komme hinanden ved, er noget af det, jeg elsker allermest ved mit arbejde.

Selvom butikken kun har et år på bagen, er det tydeligt for Mie, at kunderne har taget Kirppu til sig.

Man kan mærke, at Kirppu er blevet en etableret del af Fredericia, og mange kender nu butikken. Flere og flere kommer cyklende fra byen til vores butik, og det bekræfter os i, at de lokale har taget godt imod os.

En af de lokale, der er kommet i butikken lige fra start, er Birgitte. Hun havde aldrig været i en Kirppu-butik før, men havde hørt om konceptet fra en veninde. Da Kirppu så kom til Fredericia slog hun til:

Jeg var med til åbningsfesten, og satte min stand op i ugen op til – og så har jeg faktisk haft en stand lige siden. Jeg sælger både ting, jeg selv har lavet, og ting hjemmefra som fx bøger og børnebøger. Faktisk var det min plan at stoppe med min stand her et år efter, men nu kan jeg slet ikke forestille mig ikke at være i butikken – derfor fortsætter jeg. Jeg synes her er utroligt dejligt at være, stemningen er altid god, og jeg nyder at sidde og drikke kaffe og kigge på alle kunderne, der går rundt og kigger.

Kirppu Fredericia ligger på Vejlevej 131 og har åbent 10-17 på lørdag.