Skip to main content
26. april 2023

Politiet gør skam noget ved butikstyveri

Butikstyveri er en kriminalitetsform, der er til stor gene for detailhandlen. Derfor retsforfølger politiet da også butikstyve.

Af: Viktor Bork | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA SYDØSTJYLLANDS POLITI

Butikstyveri er en kriminalitetsform, der er til stor gene for detailhandlen. Derfor retsforfølger politiet da også butikstyve som alle andre kriminelle.

Sydøstjyllands Politi opfordrer også på dette område til, at kriminalitet anmeldes til politiet. Anmeldelsen er første skridt i den helt rutinemæssige retsforfølgning af butikstyve – for politiet tager også butikstyveri alvorligt og udnytter og anvender de muligheder og rammer, som lovgivningen sætter for området. Sydøstjyllands Politi prioriterer behandlingen af butikstyverier sammen med de øvrige sagsområder.

Det er ikke gratis at lave butikstyveri

Butikstyveri straffes med bøde og i alvorlige gentagelsestilfælde med fængsel. Og butikstyvene bliver retsforfulgt efter hver eneste anmeldelse, når betingelserne er opfyldte – og det er de meget ofte.

Sagsgangen i straffesager om butikstyveri er sat i system, så det er så let som muligt for butiksindehaveren at anmelde. Derfor modtager politiet hver dag rutinemæssigt anmeldelser fra butikkerne, idet der er udviklet en lettilgængelig, landsdækkende og dermed ensartet model, hvor anmeldelse kan ske elektronisk via Politi.dk.

Vi behandler herefter anmeldelserne og udsteder bøder i sagerne. Hvis bøden ikke vedtages, så går vi i retten med den. Fremgangmåden er indarbejdet, og butikkerne anvender som nævnt et fast skema, og da butikstyvene typisk erkender forholdet og afleverer varerne ved pågribelsen, er der i disse mange sager ikke mere at gøre for politiet end at afgøre sagen som beskrevet.

Der er kun meget sjældent hjemmel i retsplejelovens § 755 til at foretage anholdelse i sager om butikstyveri og derfor meget sjældent akut behov for politi på stedet. Det skyldes, at der som nævnt som udgangspunkt er tale om en sagskategori, der afgøres med bøde, og at gerningspersonen som nævnt typisk erkender forholdet i butikken og legitimerer sig. Straffen kommer så efterfølgende som i alle andre straffesager, selv om en butiksindehaver måske ikke er opmærksom på, at sagsforløbet er som beskrevet.

Politiet rykker ud, når det er nødvendigt

Hvis butikstyven undtagelsesvist ikke erkender forholdet eller ved andre særlige forhold – fx optræder truende, ikke vil legitimere sig el. lign., og der konkret er mulighed for det i prioriteringen af politipatruljerne, så sendes en patrulje til butikken for optagelse af rapport. Men sagen kan naturligvis altid anmeldes telefonisk eller skriftligt og behandles så som beskrevet efterfølgende af politiet.

Straffen kan stige

Straffen for butikstyveri kan som nævnt stige til fængsel i de konkrete tilfælde, hvor gentagelsesniveauet for den enkelte gerningsperson når domstolenes krav herfor. Om kravet er opfyldt vurderes som led i sagsbehandlingen hos politiet af anmeldelsen, idet afgørelser om butikstyveri registreres i Kriminalregistret og dermed ’kan tælles op’.

Unge gerningspersoner

Hvis det er en ung under 18 år, der begår butikstyveri, så iværksætter Sydøstjyllands Politi en forebyggelsesindsats gennem SSP-samarbejdet, hvor skolen, socialforvaltningen og politiet arbejder sammen om at forebygge, at den unge begår ny kriminalitet.