Skip to main content
28. oktober 2024

Simon er Erritsøs bedste klejnsmedelærling

Klejnsmed Simon Pedersen fra Erritsø var blandt prismodtagerne, da ML-prisen 2024 blev uddelt i fredags i København.

Af: Industriens Uddannelser | Foto: Privatfoto / Unsplash
Pressemeddelelse

For 22. år i træk uddelte Metalindustriens Uddannelsesudvalg v. DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen) til nogle af de dygtigste lærlinge i metalindustrien.

Prisoverrækkelsen er en af årets vigtigste hyldester af faglærte, og den fandt sted fredag den 25. oktober 2024.

Foruden de dygtige nyudlærte svende var deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.

Topkarakter og sociale kompetencer

Det er et fællestræk for Simon og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Simon har gået på EUC Lillebælt og været i lære hos Fredericia Smede & Maskinfabrik ApS. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

Simon er på alle måder en dygtig lærling, som har flyttet sig meget i løbet af sin læretid som klejnsmed. Simon har synligt flair for faget, og han har en glimrende tegningsforståelse som effektivt omsættes til fremstilling. Han er også god til at disponere sin tid, søge de faglige udfordringer og har ikke problemer med at have flere bolde i luften.

Selv giver Simon følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de indstillede.

Jeg har haft gode kollegaer, som har lyst til at lære fra sig, og så har jeg fået lov til at gøre tingene selv. Jeg er god til at tænke selv, finde løsninger og tage ansvar for mine opgaver, siger han.